Tegning, neuroaffektiv psykologi og den treenige hjerne – veje til ro og fokus for børn med ADHD

Selvom der allerede findes mange gode metoder på specialområdet, er fokus i mange af dem stadig på kognitive strategier og adfærdsregulering. Disse tilgange kan være gavnlige for nogle børn, men for børn med ADHD kan de også føre til en yderligere mental belastning i en hverdag, der allerede er fyldt med krav om tilpasning.

Men hvad nu, hvis vi vendte det hele på hovedet? Hvad hvis nøglen til ro, opmærksomhed og trivsel i virkeligheden ligger i det non-verbale? I det analoge?

I mit arbejde med børn og unge, specielt piger på mellemtrinnet, har jeg i år haft en enestående mulighed for at udvikle en ny metode sammen med en rigtig dygtig specialpædagog, Sonja Bernhardtsen. Sammen har vi eksperimenteret med analoge tegneteknikker for at se, hvordan det påvirker børnenes fokus og trivsel. Vi har hentet inspiration fra neuroaffektiv psykologi og forskningen i eksekutive funktioner, der tilbyder et fundament for at forstå, hvorfor disse øvelser har så stor effekt.

Og ja: Hvorfor så egentlig? Fordi børn med ADHD har brug for struktur, ikke stress. De har brug for ro, ikke mere "gøren". Vores samfund er så fokuseret på at få børnene til at passe ind i en hurtig verden, at vi har glemt, hvordan det kan være en gave at træde ud af tempoet og give dem noget, der virkelig kan støtte dem i at trives. Tegnemetoden skaber en form for struktur, der ikke kræver mental præstation, men som taler til børnene gennem gentagelse, mønstre og rytme – elementer, der støtter dem i at finde ro.

En alternativ vej: Praktisk og visuel støtte til børn med ADHD

Formålet med denne metode, der bygger på konceptet “analog tegning”, er at tilbyde en alternativ vej på specialområdet, hvor fokus er på en non-verbal, visuel og sanselig tilgang frem for rent kognitive strategier. Gennem gentagelse, rytme og en langsom udvikling af mønstre arbejder vi med en metode, der kommunikerer direkte til børnene på et sensorisk og intuitivt niveau. For mange børn med ADHD kan en non-verbal, fysisk proces som denne virke mere tilgængelig end traditionelle kognitive opgaver, fordi den kræver færre ord og mindre mental strukturering – her er arbejdet simpelt, konkret og fysisk.

Den treenige hjerne og tegning som neuroaffektiv støtte

Neuroaffektiv psykologi giver os en fin forståelse af, hvordan vi støtter børn i at finde balance. Ifølge teorien er hjernen opdelt i tre niveauer: det sansende, det følende og det tænkende niveau. Hvert niveau tjener et formål – hjernestammen regulerer kroppens basale funktioner som arousal og indre balance, det limbiske system skaber følelsesmæssig mening, og neocortex giver os evnen til refleksion og langsigtet planlægning.

For børn med ADHD er det som om, disse niveauer konstant kæmper mod hinanden. Hjernen bliver overbelastet af sanseindtryk, følelser styrer reaktionerne, og selv den mindste opgave kan føles uoverskuelig, når vi beder dem om at koncentrere sig i længere tid. Her kommer langsom og gentagen tegning ind i billedet. Ved at lade børnene fokusere på simple, repetitive former skaber vi en visuel og rytmisk struktur, der giver hjernen noget konkret og trygt at forholde sig til.

I stedet for at forholde sig til komplicerede opgaver eller kognitive krav, kan børnene arbejde med en kontinuerlig gentagelse, som er overskuelig og forudsigelig.

Konkret betyder det, at børnene træner deres opmærksomhed og koncentration ved gradvist at blive i opgaven og lade mønsteret vokse. Hver gentagelse kræver kun små bevægelser, men over tid bliver det til en helhed, som barnet selv er med til at skabe. Det giver en følelse af mestring og kontrol, fordi tegningen skrider frem uden afbrydelser eller krav om at ændre fokus.

Derudover skaber den rytmiske proces en næsten meditativ tilstand, hvor børnene bliver opmærksomme på deres eget åndedræt og kropsfornemmelse. De oplever, at de kan være stille og i fokus, uden at det føles som en præstation. Tegnemetoden virker derfor som en måde at styrke deres eksekutive funktioner – koncentration, vedholdenhed og selvmonitorering – på en måde, der føles naturlig og tryg.

Jeg har set piger med ADHD, som ellers havde svært ved at finde ro, pludselig blive stille og næsten meditative, når de tegner analogt. Der opstår en rytme, en langsomhed, som skaber en dyb ro – de mærker, at her er de i kontrol. De gentagne bevægelser beroliger deres nervesystem og giver dem mulighed for at opleve, hvordan det er at være i ro. Det sansende og følende niveau arbejder her sammen på en måde, der kan hjælpe dem med at overkomme den konstante følelse af at være “for meget” eller “for lidt.”

Eksekutive funktioner

Et af de mest markante kendetegn ved ADHD er udfordringer med eksekutive funktioner – evnen til at planlægge, fastholde opmærksomheden, udskyde impulser og følge strukturer. Neurovidenskaben, med forskere som Kjeld Fredens, har hjulpet os med at forstå, at disse funktioner styres af hjernens frontallapper og påvirkes af alle de inputs, hjernen konstant modtager. Men frontallapperne, de har brug for tid. De har brug for at øve sig i at være stille, i at gentage, i at færdiggøre det samme igen og igen for at kunne udvikle selvkontrol.

Så hvorfor tvinger vi børn til at lære disse færdigheder på måder, der kun får dem til at føle sig forkerte? I mit arbejde med Sonja og i vores casestudie har vi erfaret, hvordan tegneteknikker kan give børn med ADHD mulighed for at øve disse funktioner på en måde, der ikke handler om disciplin, men om indre ro. Øvelserne kræver, at de bliver ved, at de gentager, at de ser en langsom progression og en struktur, de kan kontrollere. Herigennem lærer de at blive ved med en opgave og gradvist opbygge en indre disciplin, som ellers kan være svær at udvikle i det traditionelle læringsmiljø. Og når sproget og det kognitive tilføjes som næste skridt, bliver det nemmere for dem at sætte ord på det, de har skabt, og overføre det til andre opgaver.

Praktiske erfaringer og bogen som værktøj

Bogen, som jeg har udviklet på baggrund af disse erfaringer, er mit bidrag til en ny tilgang. Sammen med Sonja og på baggrund af disse erfaringer fra vores caseforløb har jeg ønsket at skrive en bog, som giver pædagoger, lærere og forældre et konkret og kreativt redskab til at arbejde med neurodivergente børn baseret på mine mange års erfaring som kunstpædagog og børnkunstlærer. Øvelserne i bogen kræver ikke mere af børnene – de giver dem tværtimod en pause, et rum, hvor de kan være sig selv og opleve, at de godt kan holde fokus og opnå succes.

Vi bør give disse børn og unge metoder, der matcher deres behov. Denne bog er ikke et forsøg på at tilpasse børnene til skolen – det er et forsøg på at tilpasse skolen og læringsmiljøet til børnene. Jeg har ønsket at vise, hvordan vi som støttepersoner kan give børnene mulighed for at trække vejret, fordybe sig og mærke deres egne grænser og potentialer gennem kreativ stimulering.

Mit håb er, at bogen bliver et praktisk og inspirerende redskab for fagprofessionelle, der kan åbne nye døre for børn med ADHD ved at tilbyde en anden måde at arbejde med opmærksomhed, selvregulering og kreativitet.