ADHD og Doodling

Har du også prøvet at sidde med en blyant i hånden og pludselig opdage, at du har tegnet små mønstre eller figurer, mens du lyttede, tænkte eller talte? De små tegninger kaldes doodles eller kruseduller. De opstår ofte spontant, næsten automatisk, og derfor har doodling fået relativt lidt opmærksomhed fra neurovidenskaben. Som G.D. Schott påpeger i sin artikel Doodling and the Default Network of the Brain:

"Doodles have received little attention from neuroscientists. Because of the circumstances in which they are often produced, however, doodles and doodling might reveal insights about how the brain functions, notably when in 'idling' mode." (The Lancet, 2011)

Det er præcis denne dobbelthed – mellem det ubevidste og det kognitive potentiale – der gør doodling til en lavthængende frugt i både pædagogiske og læringsmæssige sammenhænge.

Doodling og hjernens netværk

Når vi doodler, ser vi ud til at aktivere to vigtige netværk i hjernen: Default Mode Network (DMN) og Task Positive Network (TPN). DMN er forbundet med dagdrømmeri, refleksion og spontan tankeaktivitet, mens TPN aktiveres under fokuserede opgaver. Doodling synes at ligge i krydsfeltet mellem disse to netværk, hvor hjernen balancerer mellem at være i "hvile" og "arbejde".

For mennesker med ADHD kan denne dynamik være særlig relevant. ADHD-hjernen har ofte svært ved at balancere mellem at fokusere intenst og lade tankerne vandre, da begge tilstande kan blive ekstreme: enten hyperfokus, hvor man glemmer alt andet, eller tankemylder, hvor fokus konstant skifter.

Her kommer doodling ind som en mulig støtte. Når man doodler, aktiveres både hjernens standardnetværk (DMN), der er forbundet med indre refleksion og dagdrømmeri, og det eksekutive netværk (TPN), der styrer koncentration og opmærksomhed. Dette skaber en form for mental mellemzone, hvor hjernen kan skifte mellem refleksion og opmærksomhed uden at blive overvældet.

Man kan tænke på doodling som en bro, der hjælper ADHD-hjernen med at bevæge sig mellem tanke og handling – en slags mental stabilisator, der giver plads til både kreative og målrettede processer. Det handler ikke om at sidde stille, men om at finde en rytme, hvor rastløshed kan omsættes til noget produktivt og fokuseret.

Neurofeedback og Doodling

Meike Wiedemanns bog Neurofeedback har været en øjenåbner for mig i mit arbejde med kunstpædagogik. Wiedemann beskriver, hvordan hjernen kan lære at regulere sig selv ved at få direkte feedback om sin aktivitet gennem teknologi. Ved at vise hjernens mønstre i realtid skabes en mulighed for at justere og forbedre funktioner som opmærksomhed, følelsesregulering og selvkontrol.

Dette fik mig til at tænke på doodling fra et nyt perspektiv. Selvom doodling ikke bruger avanceret teknologi, skaber det en form for feedback-loop mellem hånd og hjerne. Når børn (eller voksne) doodler, producerer de et synligt resultat af deres indre tankeprocesser. Blyantens bevægelse skaber en konkret visuel respons, der kan bidrage til regulering af deres opmærksomhed.

Forestil dig en elev i en skoleklasse, der har svært ved at følge med i en lang gennemgang på tavlen. Hvis eleven har adgang til en blyant og et stykke papir, begynder han/hun måske at doodle små figurer eller mønstre. Ved første øjekast kunne det se ud som om, eleven ikke følger med, men hvad nu, hvis doodlingen faktisk hjælper dem med at holde DMN og TPN i en form for aktiv balance? Mens hånden er beskæftiget, kan hjernen muligvis fokusere bedre på lærerens stemme uden at blive fanget i dagdrømmeri eller mental uro.

Doodling hjælper hjernen med at finde en balance mellem dagdrømmeri (Default Mode Network) og koncentreret opmærksomhed (Task Positive Network).

Denne forståelse åbner spændende perspektiver – ikke kun i forhold til behandling af ADHD, men også for læring og undervisning. Doodling kan blive en strategi, der hjælper elever med koncentrationsvanskeligheder.

En ekstra dør til inklusion og læring

Ikke alle børn lærer på samme måde, og det er en realitet, vi som lærere og pædagoger skal arbejde i. For nogle børn er den traditionelle "sid stille og lyt"-model en næsten umulig opgave. De har, som jeg har skrevet i flere artikler, brug for en anden rytme, en anden vej ind i læringen. Doodling fungerer som en ekstra dør – en måde at engagere børn, der mere tænker gennem deres hænder og kroppe.

Jeg husker en af mine elever, Anna, der havde meget svært ved at koncentrere sig under gruppearbejde. Hendes hænder var altid i bevægelse, og hun havde svært ved at finde fokus. En dag opfordrede jeg hende så til at prøve at doodle under diskussionerne. Først var hun skeptisk, men snart begyndte hun at lave små tegninger, mens hun lyttede. Og det virkede. Hendes doodling hjalp hende med at finde en rytme, der gav hende plads til at være en del af gruppen uden at miste fokus. Anne fortalte mig efterfølgenden: "Hvis jeg ikke må doodle, føler jeg, at mit hoved flyver væk. Når jeg tegner, kan jeg faktisk høre, hvad de andre siger, og jeg behøver ikke tænke så meget over, hvordan jeg sidder stille. Det er som om, mine hænder gør arbejdet med at holde mig her.”

Annas ord er blevet en super vigtig erkendelse for mig om, hvordan små kreative handlinger kan skabe ro og tilstedeværelse – ikke ved at fjerne børnenes energi, men ved at kanalisere den på en meningsfuld måde.

Et uudforsket redskab med stort potentiale

Doodling er stadig et relativt uudforsket felt inden for neurovidenskaben og pædagogikken. Alligevel giver det mulighed for at tænke inklusion og neurodiversitet på nye måder, hvor forskellige læringsstile og behov kan blive taget alvorligt.

At indarbejde doodling i undervisningen handler ikke kun om at lade børn tegne, mens de arbejder. Det handler om at anerkende, at læring sker på mange forskellige måder. For nogle børn bliver doodling en praksis, der giver dem en roligere og mere fokuseret vej ind i opgaverne. Det er, som sagt, som en ekstra dør for de børn, der har brug for noget andet end den traditionelle tilgang.

For lærere og pædagoger repræsenterer doodling en mulighed for at skabe et mere inkluderende læringsmiljø. Og det kræver ikke store ændringer i praksis, men kan have en fantastisk effekt på, hvordan elever engagerer sig i klassen og trives i klasseværelset.

Måske er doodling således ikke kun en ubevidst vane, men en måde for hjernen at skabe sin egen rytme – en rytme, der gør det muligt at være til stede uden at blive overvældet af tankemylder eller rastløshed. Dette kunne gøre doodling til et værdifuldt redskab i læringsmiljøer, især for elever med ADHD eller lignende opmærksomhedsudfordringer.

Wiedemann, Meike & Segler, Kirsten (2020): Neurofeedback, Press To.

Schott GD. Doodling and the Default Network of the Brain. The Lancet. 2011.